Kategorier

8 Products

T-SHIRT: DIN BEDSTE VEN HVER DAG – HELE ÅRET

Du har med sikkerhed op til flere t-shirts i din garderobe allerede, og har sikkert haft det både op igennem din barndom og ungdom. Men kender du mon t-shirtens fascinerende historie? Og ved du hvorfor, der er så meget hype omkring t-shirts i bæredygtige materialer som f.eks. bambus, genanvendt og økologisk bomuld? Hvis svarene er nej, og du er nysgerrig på at vide mere, så læs med her. 

T-shirten har du glæde af hele året. Den er selvfølgelig oplagt på de varme solskinsdage, hvor du har brug for en lækker t-shirt til at tage på til dine shorts, om det så er for at mødes med venner eller slå græsset i haven. Men din ensfarvede basic t-shirt kan også bruges under din strik på de kølige og kolde dage, ligesom du også kan bruge den under dine skjorter – både når looket er mere formelt med skjorten knappet – og når du går efter det lidt mere afslappede look med en t-shirt og en åbenstående skjorte. T-shirten er med andre ord, din bedste ven i garderoben – hele året. 

Når en t-shirt ikke bare er en t-shirt

Men en t-shirt er ikke bare en t-shirt. T-shirts kommer i mange forskellige kvaliteter, og nogle er særligt gode både som det inderste lag under din strik eller skjorte – og som t-shirten på de varme sommerdage. Den ensfarvede basic t-shirt er et must i alle mænds garderober, og gerne i klassiske farver som hvid, sort, navy og grå, som passer til det meste, og som aldrig går af mode. Om du så er til rund hals eller v-hals – eller måske begge dele – er en smagssag. Vi ved bare, at vi er glade for dem begge. 

T-shirts kommer i mange forskellige kvaliteter, og hos Nordic Design Lab går vi særligt efter at kunne tilbyde dig t-shirts, som er produceret med fokus på både klima og social ansvarlighed over for de dygtige arbejdere i tekstilindustrien. I vores webshop finder du derfor t-shirts i både klimavenlige materialer som økologisk bomuld, recycled bomuld og bambus. Ligesom du også finder smarte statement t-shirts med tryk, ensfarvede klassiske basic t-shirts og stribet t-shirts i forskellige miks-kvaliteter. 

T-shirts i bambus og økologisk bomuld

Hvis det også er vigtigt for dig at tænke miljø ind i dit tøjkøb, så er det svært at komme udenom t-shirts i miljøvenlige materialer som f.eks. bambus, recycled bomuld og økologisk bomuld. Vi er selv virkelig begejstrede for alle tre typer af t-shirts, fordi de har så mange unikke egenskaber. 

T-SHIRT I BAMBUS

Lad os starte med bambus t-shirten. Bambus er ikke bare et af de mest bæredygtige materialer på markedet til produktion af tøj – men bambus har også nogle helt unikke egenskaber, som gør t-shirten til noget helt særligt at have på. 

  • T-shirts i bambus har en helt særlig evne til at absorbere fugt, så din krop forbliver tør, selv på de mest solrige sommerdage – og selvom du er fysisk aktiv på jobbet eller på f.eks. vandreturen i fritiden. Bambus fibrene er nemlig fyldt med mikrosmå huller, som gør det muligt for stoffet at absorbere den fugt din krop afgiver – samtidig med, at din krop kan ånde. 
  • Ville det ikke være fedt med en t-shirt, som både kunne holde dig tør og afkølet på sommerdage – og varm på de kolde dage? Dét kan bambus t-shirten. Den er nemlig også varmeregulerende, så hvor din krop holder sig behageligt afkølet om sommeren, så holder den sig også varm med bambus som inderste lag på de kolde dage. 
  • T-shirts i bambus er helt fantastisk bløde og behagelige at have på. Faktisk beskriver mange følelsen som værende silkeblød. Da bambus er et antistatisk materiale, kommer det ikke til at føles som om, at din t-shirt klistrer sig til kroppen – selv når du sveder. 
  • Bambus er også et naturligt antibakterielt materiale. Faktisk er bambus t-shirts 99,8% antibakterielle, hvilket reducerer mængden af bakterier, der kan leve i tøjet. Den antibakterielle egenskab er med til at reducere mængden af bakterier, som kan leve i din t-shirt og forårsage ubehagelige lugte. Lugte, som du måske kender fra dine t-shirts i andre materialer, som du bruger ofte. Selv efter mange ganges vask vil din bambus t-shirt bevare denne unikke egenskab – ligesom den også vil bare farve og pasform. 
  • Når du vasker dine bambus t-shirts, kan du vaske dem rene ved selv lave temperaturer. Skyllemiddel bør du helt undlade at bruge både af hensyn til miljøet, men også fordi bambus t-shirten bevarer sin naturlige blødhed uanset hvad. 
  • Skulle vi fremhæve endnu en fordel ved at bruge bambus i tekstilproduktionen, så er dyrkningen af bambus mere skånsom for lokal miljøet end f.eks. dyrkningen af konventionel bomuld, som ofte bruges til t-shirts. Bambusplanten har nemlig ikke brug for kemiske pesticider og syntetisk gødning for at gro, da den sjældent bliver angrebet af insekter.  Bambus har ej heller brug for kunstvanding, og kan gro på selv de mest magre jorde. Man høster aldrig hele bambusplanten, i stedet får den lov til at vokse op igen – hvilket sker hurtigt, da bambusplanten er en af de mest hurtigt voksende planter i verden. Når bambusplanten er høstet, vokser den sig endnu større i omfang efterfølgende, hvilket  du måske kender fra bambusplanter i din egen have. 

T-SHIRTS I ØKOLOGISK BOMULD

Efter at have læst ovenstående omkring bambus t-shirtens mange unikke egenskaber, tænker du måske, at t-shirten i økologisk bomuld ikke har en jordisk chance. Men det har den. Med Nordic Design Labs økologiske t-shirt i 95% økologisk bomuld og 5% elastan får du en t-shirt i en virkelig blød og behagelige kvalitet, som holder form og farve selv efter mange gange i vaskemaskinen.

Ligesom bambus har den økologiske bomuld nogle klare miljømæssige fordele sammenlignet med den konventionelle bomuld. 

  • Bomuldsplanten kræver generelt meget vand for at vokse. Men hvor produktion af én t-shirt i konventionel bomuld kræver helt op til 2500 liter vand, hvilket svarer til 3 danskeres årlige forbrug af vand – så bruges der op til 91% mindre vand i produktionen af økologisk bomuld. Og den vand der bruges er primært regnvand. 
  • Brugen af pesticider er meget udbredt i den konventionelle produktion af bomuld. Faktisk sprøjtes 25% af hele verdens forbrug af pesticider ud over den konventionelle bomuld på trods af, at det kun er 2,5% af verdens landbrugsjord, som bruges til dyrkning af konventionel bomuld. Fordelt på t-shirts, så bruges der omkring 150 gram pesticider i produktionen af én konventionel t-shirt! 
  • Ser vi på t-shirten i økologisk bomuld er billedet et helt andet. Her bruges der ingen giftige pesticider, insektgifte eller kunstgødning, hvilket ikke blot gavner miljøet, men i høj grad også den lokale bomuldsbonde og hans familie, som ikke er udsatte for giftrester i deres vand- og fødevareforsyning forårsaget af deres levebrød – nemlig bomuldsproduktion.  

T-SHIRTS I RECYCLED BOMULD/RECYCLED POLYESTER

Vores t-shirts i 70% recycled bomuld og 30% recycled polyester fortjener i høj grad også din opmærksomhed, hvis du er på jagt efter t-shirts med garanti for høj komfort og kvalitet – uden at gå på kompromis med miljøet. Her kommer nogle af fordelene ved t-shirts i recycled bomuld/recycled polyester. 

  • T-shirten har rundhals og et flot melange udtryk, som giver den et eksklusivt look. 
  • Til denne type t-shirt blander vi den recycled bomuld med recycled polyester, som er produceret af recycled plastikflasker. Til én t-shirt bruges der 9 plastikflasker. Det er denne kombination af materialer, som giver t-shirten dens flotte melange look. 
  • Recycled bomuld stammer fra den overskydende og afskårne bomuld, som er tilovers efter tidligere produktioner. Denne bomuld bliver skåret i strimler, så fibrene er klar til at blive blandet med andre recycled fibre – som f.eks. recycled polyester. Den recycled polyester gør bomuldsfibrene stærkere, så de kan holde til at blive spunnet til ny tråd. Ligesom det også er den recycled polyester, som giver t-shirten dens melange look.
  • De blandede fibre spinnes nu til ny tråd, som strikkes eller væves til nye metervarer. Efter vævningen vaskes metervaren og er nu klar til systuerne, som klipper og syr vores lækre t-shirts i recycled bomuld og recycled polyester. 
  • Fordi stoffet er lavet af recycled materialer, reduceres Co2-udledningen, vandforbruget og brugen af farvestoffer markant. Der udledes hele 50% mindre Co2, når vi skaber nye tekstiler af recycled materialer. Og vandforbruget er reduceret med hele 99% – og brugen af farvestoffer er 100% reduceret sammenlignet med den konventionelle produktion af en t-shirt i konventionel bomuld og polyester. 

Udover vores basic t-shirts i økologisk bomuld, bambus og genanvendt bomuld, finder du også t-shirts i bl.a. hør-mix og bomuldsmix i vores kollektion. Kunne vi blive 100% bæredygtige i alle vores styles i morgen, så blev vi det. Desværre så er der et lille stykke vej endnu, da udbuddet af bæredygtige råvarer på verdensplan endnu ikke matcher den store efterspørgsel i tekstilbranchen. 

Men hos Nordic Design Lab holder vi os opdateret på udviklingen ved selv at opsøge nye leverandører rundt om i verden for at finde de bedste klimavenlige kvaliteter produceret social ansvarligt til vores styles i shoppen. 

Vi har dog allerede en lang række bæredygtige styles klar til dig i shoppen. Udover t-shirts finder du også striktrøjer, sweatshirts, hættetrøjer, shorts, skjorter, boksershorts og strømper i lækre klimavenlige materialer. 

Se og læs mere om alle vores bæredygtige styles her: Bæredygtighed – Nordic Design Lab

T-shirtens fascinerende historie: fra undertøj til fashion statement

Da t-shirten blev ungkarlens foretrukne valg

T-shirten har sin oprindelse i det 19. århundredes USA, hvor den såkaldte ”one-piece union suit” (en ud-i-ét undertøjsdragt med knapper hele vejen ned foran) til mænd blev klippet over på midten, så mænd nu havde separate over- og underdele – med og uden knapper. Overdelen uden knapper blev startskuddet til tilblivelsen af verdens første t-shirt, som så dagens lys omkring 1904, da det amerikanske Cooper Underwear Company lancerede en reklame med nye styles til ungkarlen. 

På ”før” billedet i reklamen, så man en mand med et flovt udtryk, fordi hans undertrøje havde mistet alle knapperne, så han måtte bruge sikkerhedsnåle for at holde den sammen, da han ingen kvinde havde til at sy knapperne i. 

På ”efter” billedet i reklamen er udtrykket og situationen dog en hel anden! Nu fremstår ungkarlen som en sand sportsmand med flot overskæg, rygende på en cigar i en ”bachelor undershirt” – som er så elastisk, at den let kan trækkes ned over hovedet – uden knapper, der skal knappes op – eller sikkerhedsnåle til at holde sammen på undertrøjen. Her var den revolutionerende undertrøje til manden, der hverken havde en kvinde i sit liv eller evnen til at sy knapper i eget tøj. 

Cooper Underwear Companys undertrøje/t-shirt uden knapper blev fra 1913 en integreret del af beklædningen i den amerikanske flåde, hvor den rundhalsede, kortærmede bomuldsbluse blev båret under uniformen. Og snart bredte den hvide bomuldsundertrøje sig til bl.a. sømænd og landmænd. Fra 1920erne blev ordet T-shirt optaget i amerikanske ordbøger og blev således en integreret del af det amerikanske sprog.  

T-shirtens spring fra praktisk militæruniform til modig og moderigtig 

T-shirten var også udbredt blandt amerikanske tropper under Anden Verdenskrig, og efter krigen blev det almindeligt at se krigsveteranerne bruge t-shirten i deres fritid. T-shirten blev endnu mere populær og udbredt I 1950erne efter, skuespilleren Marlon Brando, med de veltrænede overarme, blev set i den hvide t-shirt i Hollywoodfilmen A Streetcar Named Desire, og ikke mindst efter at James Dean tonede frem i hvid t-shirt og jeans i filmen Rebel Without A Cause. Med ét gik t-shirten fra at være undertøj, som helst skulle bæres under en uniform, til at være et rebelsk og modigt fashion-statement i al dens enkle og klassiske udtryk. 

Fra 1960erne blev t-shirts med tryk bl.a. brugt i markedsføringen af kæmpe brands som Coca-Cola og Micky Mouse. Ligesom t-shirten fra 1970erne nu også blev brugt til at fremsætte personlige eller politiske statements. Fra slutningen af 1980erne og op igennem 1990erne blev det almindeligt for både små, mellemstore og store firmaer at få trykt deres egne t-shirts med påtrykt firmalogo og fængende reklametekster til ansatte og andre, som ville sprede det glade budskab. 

T-shirten bruges i høj grad stadig til at ”flashe” designer logoer for prominente designer brands, og er populære især blandt teenagere og unge, da de, til en overkommelig pris, kan sende de ”rigtige” signaler til omverdenen med den ”rigtige” logo designer t-shirt i et væld af farver og designs. Men det er ikke kun de unge, som har taget t-shirten til sig. T-shirten er i høj grad også en uundværlig del af den moderne mands garderobe – hver dag – hele året.